Følelser og depression

Patient viden: Når du har knogleskørhed kan dit humør og følelser svinge i perioder. Her kan du læse nogle gode råd til, hvordan du kan håndtere dine følelser og få professionel hjælp.

Lider du af smerter i forbindelse med rygsammenfald eller hoftebrud, føler du måske i lange perioder, at du har et godt liv trods sygdommen. Men indimellem kan vrede og usikkerhed igen dukke op, særligt hvis smerterne tager til, eller hvis du får endnu et knoglebrud. Ligesom overvejelser om fremtiden kan fylde meget, fx i forhold til sygdom, behandling, partner og job.

Følelserne kan løbe af med dig, men du kan prøve at håndtere dem ved at:

  • Samle information
  • Tale med dine behandlere
  • Tale med andre mennesker, der har osteoporose eller kender sygdommen
  • Få evt. hjælp af en psykolog, der kan give dig redskaber til at håndtere følelserne
  • Ikke lade dine bekymringer tage over - måske viser det sig, at de ikke svarer til fakta
  • Spørge efter hjælp og støtte - du behøver ikke altid kæmpe helt alene
  • Acceptere dine begrænsninger
  • Fokusere på øjeblikket og mulighederne i din nye situation, frem for tiden før du blev syg. Gør dig nogle positive tanker om, hvad du stadig kan og har i dit liv - og glæd dig over det
  • Bruge din humor
  • Kæmpe videre, selvom du føler, at du sidder fast. Vær ikke for hård ved dig selv
  • Fasthold dine sociale relationer, komme ud mellem andre
  • Husk at være fysisk aktiv

Hvis du sidder fast

Nogle får det så svært ved at håndtere følelserne, at de udvikler en egentlig depression. Depressioner kan både være milde og svære, men ofte er symptomerne ens for de forskellige varianter.

Her er nogle typiske tegn på depression:

  • Nedtrykthed
  • Manglende lyst til eller glæde ved almindelige aktiviteter
  • Manglende energi og kræfter
  • Manglende selvværd
  • Angst og modløshed
  • Skyldfølelse og selvkritik
  • Vrede og irritation uden grund
  • Koncentrations- eller tankebesvær
  • Ubehag i kroppen
  • Øget træthed - eller søvnproblemer
  • Ændret appetit eller vægt

Depression kræver behandling

Gå til lægen, hvis du føler dig deprimeret. Hvis det viser sig, at du har en depression, kan du blive behandlet på flere måder.

Lægen vurderer dit behov for typen af hjælp. Du kan få en henvisning til samtaleterapi hos en psykiater via egen læge. Du kan også få en henvisning til en psykolog. Måske skal samtalerne suppleres med medicin, der virker mod depressionen.

Det er også vigtigt, at du åbner dig over for andre mennesker, fx venner og familie, og snakker med dem om, hvordan du har det. Det kan også være en stor hjælp at snakke med andre, der har osteoporose. Eller din læge eller sygeplejerske.

Psykoterapi

Psykoterapi (samtaleterapi) hos en psykiater dækkes fuldt ud af Sygesikringen. Psykoterapi kan hjælpe, hvis depressionen er let eller moderat. Fx kognitiv terapi, hvor man bl.a. arbejder med sammenhængen mellem tanker og følelser. Det er en form for samtaleterapi, hvor du enten behandles af en psykolog eller en speciallæge i psykiatri.

Behandlingen kan give dig værktøjer, der kan hjælpe dig til at forstå dine følelser, fx angst, usikkerhed, nedtrykthed, afmagt eller vrede. Med disse værktøjer kan du lære at håndtere, udvikle og acceptere følelserne. Efterhånden får du en god indsigt, hvorfor og hvordan du reagerer, som du gør - og dermed kan du finde en balance i følelserne og ikke lade dem påvirke dig for meget.

Psykologhjælp

Hvis lægen vurderer, at du har behov for psykologhjælp (fx hvis du lige har fået diagnosen, eller hvis sygdommen er forværret), kan du få tilskud fra Sygesikringen. Ellers skal du betale selv.

Supplerende terapi

Andre former for terapi kan også hjælpe dig til at klare de fysiske og psykiske gener og reducere smerter og oplevelsen af sygdom. Her er nogle eksempler:

Samtaleterapi

Her deltager du i en samtalegruppe, hvor du møder og udveksler følelser og oplevelser med andre mennesker, der er i samme situation som dig selv. Du indser, at du ikke er alene i verden med sygdommen, og gruppen har måske nogle erfaringer, du kan lære af.

Alene-terapi

Det kan være en hjælp også at bearbejde tingene alene. Der er mange forskellige muligheder. Du kan fx jævnligt sætte dig ned og skrive om, hvordan du har det. Det kan være en slags dagbog eller en historie, du løbende skriver på. Mange føler, at de kommer af med følelserne ved at skrive dem ned. Du kan også udtrykke dine følelser ved at male billeder eller spille musik.

Visualisering

En anden mulighed er visualisering, som samtidig har en afspændende effekt. Visualisering kan hjælpe til at skabe et billede af det, man skal have bearbejdet, fx smerter eller vrede. Man forestiller sig fx form og farve og lærer derpå problemet bedre at kende, så man nemmere kan ændre det.

Depression og knogleskørhed

Læses lige nu

amgen
gsk
novartis
Sponsorer på Osteoporosedoktor.dk støtter uafhængig viden

Mest læste