Kontrol og behandlingseffekt

Patient viden: Efter du har fået stillet diagnosen knogleskørhed, foregår den videre behandling og kontrol enten hos din egen læge eller på hospitalet.

Hvor ofte foregår kontrollen?

Er du i medicinsk behandling vil du normalt blive tilbudt kontrol efter:

  • Efter ca. 3 måneder. Her vil lægen fokusere på eventuelle haft bivirkninger af medicinen, og om du har problemer med at tage medicinen. Lægen vil også informere dig om udfaldet af ansøgningen om enkelttilskuddet. Hvis du må stoppe behandlingen pga. bivirkninger eller af andre årsager, så kontakt straks din læge. Herefter vil du normalt skulle møde til kontrol efter 2 år og derefter med længere intervaller.
  • Efter ca. 2 år. I forbindelse med disse kontroller vil du normalt blive tilbudt en ny knogleskanning, for at kontrollere om indholdet af kalk i dine knogler er øget. Ved at sammenligne resultatet af en DXA-skanning før og efter, at du er startet på den medicinske behandling, har lægen mulighed for at evaluere effekten af behandlingen.
  • Efter ca. 5 år. I forbindelse med disse kontroller tilbydes ligeledes som regel en ny knogleskanning. Man vil diskutere, om behandlingen skal fortsætte, eller om der måske er kommet nyere og mere effektive behandlinger.

Behandlingseffekt

Hvis din læge vurderer, at behandlingen har haft utilstrækkelig effekt på din sygdom (ikke øger kalkindholdet i dine knogler nok), kan det skyldes flere ting:

Har du taget medicinen rigtigt?

For visse typer osteoporosemedicin er det vigtigt, at du tager medicinen på en bestemt måde, fx fastende om morgenen. Ved andre typer af osteoporosemedicin skal du faste i nogle timer efter medicinen er indtaget. Det er vigtigt at følge disse foreskrifter, for at medicinen bedst muligt kan optages i kroppen.

Hvis du tager mere end én kalktablet om dagen, bør du indtage disse over to omgange. På den måde forbedres optagelsen af kalk i kroppen.

Læs her om de forskellige slags medicin og få genopfrisket, hvordan din medicin skal tages.

Er du stoppet med at tage medicinen?

Det kan være svært at tage medicin mod en kronisk sygdom, som man måske endda ikke mærker noget til.

Det er vigtigt, at du holder motivationen oppe og bliver ved med at tage din medicin - for det nytter noget. Ved at huske at tage din osteoporosemedicin og tage den korrekt, forebygger du, og undgår måske helt, knoglebrud.

Du kan måske bruge et af følgende råd for at huske dig selv på at tage din medicin:

  • Sæt medicinen i system med doseringsæsker.
  • Sæt kalk- og D-vitamintilskuddet på spisebordet, så du husker det til måltiderne.
  • Tast tidspunkterne for din medicin ind på mobiltelefonen.
  • Skriv din ugentlige tablet ind i kalenderen.

Prøv dig frem og find et system, som passer til dig og din hverdag.

Oplever du bivirkninger

Skulle du opleve gener eller bivirkninger ved din osteoporosemedicin, skal du tale med din læge. Lægen vil tage stilling til om dine bivirkninger skyldes osteoporosemedicinen eller anden medicin. Tåler du ikke osteoporosemedicinen må andet præparat overvejes.

Fejler du noget andet?

Nytilkommen sygdom kan have betydning for, om du opnår den optimale effekt af osteoporosebehandlingen.

Er det hvad man kan forvente?

I starten af en behandling vil knoglemineralindholdet muligvis fortsætte med at falde, selv om behandlingen faktisk er effektiv.

Fx kan knogletabet i de første år, efter man er gået i overgangsalder, være meget højt (5-7%) pr. år. Her vil et begrænset fald i knoglemineralindholdet på fx 2% om året være et godt behandlingsresultat, hvis du er i behandling med bisphosphonat eller raloxifen. Tal med din læge om det!

Læses lige nu

amgen
gsk
novartis
Sponsorer på Osteoporosedoktor.dk støtter uafhængig viden

Mest læste