Smertemedicin
Patient viden: Der findes både svagt og stærkt smertestillende medicin, som kan anvendes i forbindelse med knogleskørhed.
Svagt smertestillende
Et af de mest almindelige smertestillende præparater er paracetamol. Man anvender Paracetamol mod milde smerter.
Hvordan skal det tages?
Paracetamol kan gives som et depotpræparat, hvilket vil sige, at det kun skal tages 1-2 gange om dagen, da præparatet har en mere ensartet virkning i løbet af et døgn.
Paracetamol virker let til moderat smertestillende. Paracetamol virker også febernedsættende. Effekten kommer efter ca. 1/2 time og varer 4-5 timer.
Vær opmærksom på eventuelle forholdsregler - og at du overholder dosis. Se indlægssedlen eller spørg din læge eller på apoteket, hvis du er i tvivl.
Bivirkninger
Paracetamol er stort set bivirkningsfrit i de anbefalede doser, dvs. højst 4 gram dagligt. Specielt ses ingen irritation af mavesækken. Hos enkelte kan der forekomme let kvalme og diare. Ved forgiftning kan der optræde alvorlig leverskade.
Andre præparater
Paracetamol er et godt supplement til stærke smertestillende stoffer og gigtsmertemidler (NSAID), fordi stofferne indbyrdes forstærker hinandens virkning.
Læs mere om Paracematol på Medicin.dk
NSAID
NSAID er en forkortelse for non-steroide anti-inflammatoriske midler. Det betyder, at medicinen er betændelsesdæmpende, men ikke indeholder binyrebarkhormon. Stoffet har således både en smertestillende og betændelsesdæmpende effekt.
Der findes mange forskellige NSAID midler, der ligner hinanden og virker næsten ens, men virkning og bivirkninger kan opleves meget forskelligt fra patient til patient. De fleste NSAID-præparater er receptpligtige, men visse NSAID fås i håndkøb.
Hvordan skal det tages?
Tag ikke NSAID på tom mave, da midlerne er hårde for maven. Virkningen kommer inden for 1/2 til 2-3 timer og varer fra en time til mere end 24 timer timer, afhængigt af præparatet. Dosis varierer meget - tal med din læge om det.
Bivirkninger
En hyppig bivirkning ved mange NSAID præparater er opkast, kvalme, forstoppelse og mavesmerter, med mulighed for udvikling af mavesår. Du kan evt. få et middel mod mavesår samtidig med NSAID, så risikoen nedsættes. Spørg lægen.
Ældre patienter med dårligt hjerte eller forhøjet blodtryk kan få nedsat nyrefunktion og ophobning af væske i kroppen. Til denne gruppe synes Naproxen at have færrest bivirkninger.
Husk at fortæl din læge, hvis du tager Acetylsalicyre som blodfortyndende medicin. Tag ikke NSAID, hvis du er gravid eller ammer.
Læs mere om NSAID på Medicin.dk
Eksempler på NSAID midler
Ibuprofen
- Virkning: Ibuprofen har både en smertestillende og febernedsættende virkning. Stoffet har desuden en betændelsesdæmpende virkning.
- Bivirkninger: Du kan evt. opleve: Nedsat appetit, halsbrand, fordøjelsesbesvær, kvalme, opkastning, mavesmerter, forstoppelse, væskeophobning i f.eks. arme og ben, hovedpine, svimmelhed, hududslæt samt susen for ørene.
Du kan se præparatnavnet og læse mere om Ibuprofen på Medicin.dk
Naproxen
- Virkning: Naproxen har både en smertestillende og febernedsættende virkning. Stoffet har desuden en betændelsesdæmpende virkning.
- Bivirkninger: Du kan evt. opleve: Halsbrand, kvalme, opkastninger, mavesmerter, forstoppelse, diarré, væskeophobning i f.eks. arme og ben, hjerteinsuficiens, træthed, hovedpine, svimmelhed, susen for ørenehududslæt samt øget svedtendens .
Du kan se præparatnavnet og læse mere om Naproxen på Medicin.dk
Acetylsalicylsyre
- Virkning: Acetylsalicylsyre har både en smertestillende og febernedsættende virkning. Virkningen kommer efter ca. ½-1 time og varer i 4-6 timer. Vær opmærksom på eventuelle forholdsregler - og at du overholder dosis. Se indlægssedlen eller spørg din læge eller på apoteket, hvis du er i tvivl.
- Birvirkninger: Bivirkninger er relateret til dosisstørrelse, men er relativt sjældne. Ved længerevarende behandling kan du evt. opleve mavetarmgener. Får du ofte sure opstød, eller har du tidligere haft mavesår, bør du ikke tage smertestillende medicin med acetylsalicylsyre, medmindre du har talt med din læge om det.
Læs mere om Acetylsalicylsyre på Medicin.dk
COX-2 hæmmere
- Virkning: COX-2 hæmmere er en speciel type NSAID-midler. De lindrer smerter
- Bivirkninger: Giver mindre risiko for mavegener end NSAID. Til gengæld er der risiko for blodprop i hjerte og hjerne. Derfor fjernede Lægemiddelstyrelsen for nogle år tilbage det generelle tilskud til medicinen. Styrelsen advarede samtidig mod brugen af medicinen og opstillede en række forsigtighedsregler. F.eks. bør du undgå midlet, hvis du er i risiko for at få hjertekarsygdomme. Spørg din læge.
Stærkt smertestillende
Hvis du har meget stærke smerter pga. fx et rygsammenfald eller hoftebrud, kan du få brug for at tage nogle stærke smertestillende midler i form af morfin eller morfinlignende medicin. Medicinpræparaterne kan indeholde virksomme stoffer som Morfin, Ketobemidon, Buprenophin og Tramadol. Codein hører også blandt de stærke smertestillende medicinpræparater, idet Codein omdannes i kroppen til morfin. Præparaterne er receptpligtige, dvs. du kun kan købe dem på apoteket, hvis din læge har udskrevet en recept til dig.
Man opdeler de stærke smertestillende midler i:
- Tramadol og lignende præparater
- Morfin og morfinlignende præparater
Tramadol og lignende (svagtvirkende opioider):
Virksomme stoffer
Kan være f.eks. Tramadol (dolol, mandolgin, tradolan, tramadol) og evt. codein.
Hvordan skal det tages?
Man tager præparatet ca. 4 gange i døgnet - men det er forskelligt fra patient til patient. Du skal tage præparaterne alt efter graden og typen af smerter. Din læge vil vejlede dig i, hvor ofte og hvordan du skal tage medicinen. Ofte starter man med mindre doser og trapper langsomt op.
Bivirkninger
Hyppigste bivirkninger er kvalme, opkast, forstoppelse, træthed og sløvhed (så pas på med bilkørsel) svimmelhed, svedtendens og mundtørhed. For at modvirke forstoppelse kan man tage et afføringsmiddel samtidig.
Vær også varsom med alkohol, sovepiller og beroligende piller, samtidig med at du tager medicinen.
Læs mere om Tramadol på Medicin.dk
Læs mere om Codein på Medicin.dk
Morfin og morfinlignende stoffer (stærktvirkende opioider)
Hvis du har meget stærke smerter pga. rygsammenfald eller hoftebrud, kan du få brug for at tage nogle stærke smertestillende midler i form af morfin eller morfinlignende medicin.
Præparaterne er receptpligtige, dvs. du kun kan købe dem på apoteket, hvis din læge har udskrevet en recept til dig.
Virksomme stoffer
Præparaterne indeholder virksomme stoffer som fx Morfin, Ketobemidon eller Buprenophin.
Hvordan skal det tages?
Som regel starter man med små doser og trapper herefter langsomt op. Morfin og morfinlignende præparater bruges alt efter smertens styrke. Din læge vil vejlede dig i, hvordan medicinen skal tages.
Der findes hurtigtvirkende og langsomt virkende præparater. Ofte kombineres disse for at opnå den bedste smertedækning.
Bivirkninger
Ulempen ved de stærke smertestillende midler er, at der er en risiko for afhængighed. Risikoen for afhængighed øges, jo længere du bliver behandlet med medicinen. Slidgigtpatienter har typisk brug for langvarig behandling med de stærke midler.
Anvend dem derfor kun over en kortere og forudbestemt periode, når alle andre muligheder for smertebehandling er udtømte.
Andre hyppige bivirkninger er de samme som ved tramadol - dog ofte mere udtalte: sløvhed, nedsat koncentrationsevne samt maveproblemer som kvalme, opkastning og forstoppelse. For at modvirke forstoppelse kan man tage et afføringsmiddel samtidig.
Læs mere om Buprenophin på Medicin.dk
Virkning
Den smertestillende virkning opnås ved, at vores nervesystem selv fremstiller morfinlignende stoffer til at modvirke smerter. Derfor er kroppen på forhånd parat til at modtage og reagere på morfin som smertestillende medicin.
Smertestillende geler
I Danmark har der ikke været tradition for at anvende geler med smertestillende medicin, bortset fra til sportsskader. Smertestillende geler smøres lokalt (direkte) på hudområdet over det område, der gør ondt. Gelerne indeholder de samme virksomme stoffer som de gigtmidler, der kun kan fås på recept, men i mindre mængder.
Gelerne fås i håndkøb på apoteket, dvs. du behøver ikke en recept fra din læge for at kunne købe dem.
Mavegener kan undgås
Når man smører gel med smertestillende medicin på huden, trænger medicinen gennem huden og ind muskler og sener. Fordelen er, at man slipper for visse af de bivirkninger, som ellers kan forekomme ved gigtmedicin, særligt maveproblemer, idet medicinen ikke kommer i kontakt med fx maveslimhinden.
Bivirkninger
De mest almindelige bivirkninger er, at huden kan blive irriteret på det område, hvor man har påsmurt gelen. Allergi kan også forekomme, Vask hænderne grundigt efter påsmøring.
Læs mere om smertestillende midler til lokal udvortes brug på Medicin.dk



