Kontrolsituationer

Til patienter, som starter antiresorptiv behandling, bør du tilbyde kontrol efter ca.:

  • 3 mdr. med fokus på evt. bivirkninger, kompliance og enkelttilskud.
  • 2 år forudgået af DXA-skanning med fokus på behandlingseffekt.
  • 5 år forudgået af DXA-skanning med fokus på evt. behandlingspause eller -optimering.
  • Andre kontrolsituationer.

Patienter i anabol behandling bør opfølges tæt. Da behandlingen iværksættes af en speciallæge, foregår kontrollen ofte dér.

Der er sjældent behov for kontrol af blodprøver under behandlingen, medmindre der er tale om anabol behandling, hvor calciumniveauet skal kontrolleres.

Ved antiresorptiv behandling

Behandling med antiresorptive midler som fx Bisfosfonat er langsigtet, og det er endnu ikke helt fastlagt, hvor længe behandlingen bør fortsættes. For Alendronat kan overvejes behandlingspause efter 5 år, medmindre knoglemineralindhold fortsat er meget lavt.

Hvis der holdes pause, tilrådes kontrolskanning med 2 års interval.

Ved anabol behandling

Patienter, der påbegynder anabol behandling, bør tilbydes tættere opfølgning (ofte i et hospitalsambulatorium) med henblik på:

  • Kontrol af serum calcium, især i starten af behandlingen.
  • Kompliance og færdigheder i forbindelse med injektionsbehandlingen.
  • DXA efter 18-24 mdr. instruktion, receptudstedelse og tilskudsansøgning til antiresorptiv behandling.

Derefter følger kontrolforløbet det gængse.

Prednisolon

Ved fortsat behandling med prednisolon tilrådes hyppigere skanningskontrol (typisk hvert år) med henblik på eventuelt behandlingsskift, hvis der indtræder fald i mineralindhold eller brud.

Ved andre osteoporosefremmende farmaka

Ved behandling med andre medikamenter, som forårsager osteoporose, fx aromatasehæmmere (ved brystcancer) eller GnRH-agonister (ved prostatacancer), tilrådes hyppigere skanningskontrol (typisk hvert år) med henblik på eventuelt behandlingsskift, hvis der indtræder fald i mineralindhold eller brud.

Aromatasehæmmere

- tilhører en klasse af stoffer, som systemisk går ind og hæmmer østrogen-syntesen i perifert væv. Aromatasehæmmere ophæver virkningen af enzymet aromatase, hvorved omdannelsen af androgen til østrogen hæmmes.

GnRH-agonister

- GnRH-agonister efterligner virkningen af det hypothalamiske hormon Gonadotropin releasing hormone (GnRH). Binding af GnRH-agonister til hypofysen medfører receptor downregulering og nedsat testosteronproduktion.

Læses lige nu

amgen
gsk
novartis
Sponsorer på Osteoporosedoktor.dk støtter uafhængig viden

Mest læste