Kost

Patient viden: En knoglesund livsstil omfatter bl.a. at spise en sund kost med næringsstoffer, der både giver energi og styrker muskler og skelettet. 

Officielle kostråd

Det er vigtigt for alle mennesker at spise sundt og varieret - se Fødevarestyrelsens 8 kostråd. Vær bevidst om hvad du spiser, da sund mad øger dit velvære generelt.

Myndighederne anbefaler bl.a., at man spiser meget frugt og grønt (mindst 600 g om dagen). Det svarer til et par stykker frugt og en god portion grøntsager eller råkost til både frokost og aften og et par stykker frugt i løbet af dagen. Læs mere om, hvordan du kan spise 600 g frugt og grønt om dagen

Vigtige næringsstoffer

Når væv skal hele, er det særlig vigtigt, at kroppen får en række vigtige næringsstoffer, fx A- og K-vitamin, calcium og magnesium.

Frugt og grønt indeholder desuden såkaldte antioxidanter, der kan dæmpe betændelsestilstande ved fx knoglebrud. Farverig frugt og grønt, som æbler, appelsiner, blåbær, spinat og broccoli, har et højt indhold af antioxidanter.

Det er dog særlig vigtigt, at du får nok D-vitamin.

Her kan du finde knoglevenlige opskrifter.

Manglende appetit

En del ældre mennesker mangler appetit. De spiser derfor for lidt og bliver under- eller fejlernærede. Dette kan have indflydelse på muskler og skelet og dermed øge risikoen for fald og knoglebrud.

Ligeledes kan stærke smerter, bivirkninger af medicin eller depression gøre, at du mister lysten til at spise. Her er nogle råd til, hvordan du kan stimulere appetitten og få nok næring:

  • Lav noget mad, du rigtig godt kan lide og gør spisningen til en god oplevelse, fx med lækker anretning.

  • Spørg efter råd og vejledning hos fx ergoterapeuten, men bed også familie og venner om hjælp til det praktiske.

  • Prøv at spise flere og større mellemmåltider i løbet af dagen, end du plejer.

  • Drik lidt juice, vin eller lignende en halv time, inden du skal spise. Det motiverer din spiselyst.

  • Spis mad, der er nem at tygge og synke, fx kogt fisk, gratin, suppe, pasta, farsretter, kødsauce og fromage.

  • Syltede agurker og rødbeder, frugtkompot og andet syrligt tilbehør kan øge din spiselyst.

  • Spis mad med et højt indhold af energi og protein, fx smør, æg og ost, samt fede og syrnede mælkeprodukter. Prøv flødeis med frugt til dessert, og spis gerne nødder og tørret frugt som sund slik.

Tal med din læge, hvis du mangler appetit. Måske har du behov for en særlig kostplan, som hjælper dig til at spise særlig næringsrig mad.

Nye kostvaner

Hvis du ønsker at ændre dine kostvaner, kan du få råd og vejledning af en diætist. Diætisten kan bl.a. lægge en kostplan for dig. Diætisten vil tilrettelægge en sund og varieret diæt, der tager udgangspunkt i dit køn, alder, vægt, spisevaner, fysisk aktivitet og motivation.

Tilskud til diætist?

Generelt kan du som osteoporosepatient ikke få offentligt tilskud til kostvejledning hos en diætist. Spørg din læge. Hvis du er indlagt på et sygehus, kan du dog få kostvejledning gratis som en del af indlæggelsen.

Sygeforsikringen ”danmark” yder tilskud til fire diætist-konsultationer om året. Læs mere om tilskuddene på ”Danmarks” hjemmeside.

Spis sundt med de 8 kostråd

Læses lige nu

amgen
gsk
novartis
Sponsorer på Osteoporosedoktor.dk støtter uafhængig viden

Mest læste