Forebyggelse & livsstil

Sundhedsfaglig viden: Forebyggelse af osteoporose kræver en hensigtsmæssig livsstil hele livet, hvilket involverer sund kost, fysisk aktivitet og at undlade at ryge.

En knoglesund livsstil er

  • Tilstrækkelig calcium

  • Tilstrækkelig D-vitamin

  • Fysisk aktivitet.

  • Normal vægt 

  • Rygestop/mindsket alkoholindtag

Særlig kritisk er dog pubertetsårene, hvor mulighederne for en betydelig indbygning af kalk i knoglerne ikke må forpasses. Knogleopbygningen i specielt pubertet er afhængig af en høj kalkindtagelse og et højt fysisk aktivitetsniveau.

I alderdommen er det vigtigt at modarbejde den aftagende fysiske aktivitet og nedsatte evne til at optage kalk og danne D-vitamin.

Det er uhensigtsmæssigt at ryge og have et alkoholforbrug ud over Sundhedsstyrelsens grænser, da dette begrænser mulighederne for at udnytte individets potentiale for en høj knoglemasse.

Det gælder dog hele livet, at fysisk aktivitet, sund kost og tobaksabstinens er afgørende for en knoglesund livsstil.

Motion

En række studier har vist hvilke former for fysisk belastning, som er af betydning for opbygning og vedligeholdelse af knoglevæv.

Knoglesunde idrætsgrene

Idrætsgrene præget af gentagne kraftige accelerationer og opbremsninger - og dermed stor belastning af skelettet - giver den største anabole effekt på knoglerne. Således virker squash, tennis og badminton mere anabolt på knoglerne, i forhold til fx cykling og svømning. Man har påvist, at selv ganske få daglige, kraftige belastninger gavner knoglerne. Disse principper må naturligvis justeres efter patientens evner og temperament, således at anbefalingerne ikke opfattes som urealistiske. Der findes specielle motionshold for osteoporosepatienter i aftenskoleregi samt via Osteoporoseforeningen.

Undgå immobilisation

Særlig kritisk er immobilisation - uanset alder - hvilket man derfor i videst mulig omfang må undgå. Særligt ældre, hvor muskelmassen i forvejen er lav, taber hurtigt funktionsevne og dermed også knoglestyrke. Forsøg at afkorte sengelejet og korrigere immobiliserende tilstande, hvis det er muligt.

For patienter med rygsammenfald

For patienter med sammenfald i ryggen kræves forsigtighed, idet risiko for yderligere sammenfald er betydelig. Det drejer sig først og fremmest om at undgå løft i uhensigtsmæssige stillinger samt tunge løft. Ved svær osteoporose bør du fraråde din patient løft på over 5 kg.

Også uhensigtsmæssige arbejdsstillinger (fx støvsugning og sengeredning) indebærer risiko for nye sammenfald i ryggen. 

Rygestop

Rygning medfører øget risiko for frakturer, og rygestop bør anbefales – også af knoglemæssige årsager.

Henvis din patient til patienthjemmesiden for yderligere information om rygestop.

Læses lige nu

amgen
gsk
novartis
Sponsorer på Osteoporosedoktor.dk støtter uafhængig viden

Mest læste