Birgittes historie: Del 1

Det startede i 1986…

I 1986 begyndte jeg at få smerter i ryggen, og derfor blev jeg røntgenfotograferet. Min læge fortalte mig, at det var slidgigt, og at en af mine ryghvirvler var slidt ned til en kile.

I løbet af de næste 7 år fik jeg tiltagende smerter i hele ryggen og over lænden, og derfor bad jeg min læge om at få en henvisning til en reumatolog. Reumatologen sendte mig til knogleskanning på Kommunehospitalet, og her fik jeg diagnosen ’osteoporose’, og nu hed den kileformede ryghvirvel et ”sammenfald”. Jeg blev tilbudt behandling med hormoner eller bisfosfonater. Min daværende læge ville ikke anbefale hverken det ene eller det andet, og jeg ville gerne vide mere om sygdommen, før jeg gik i gang med behandling.

Osteoporose – en by i Rusland?

Da jeg selv var lidt utryg ved begge behandlinger, og slet ikke havde kendskab til sygdommen, bad jeg om betænkningstid i forhold til hvilken behandling, jeg skulle vælge. Osteoporose lød jo nærmest som en by i Rusland… og skøre knogler? Hvad betyder det? Ender jeg med at komme til at sidde i en kørestol lige som min mor? Der fløj mange ubehagelige tanker gennem hovedet.

Heldigvis lå der en folder i venteværelset på hospitalet fra den dengang nystartede Osteoporoseforening. Da jeg kom hjem, ringede jeg til den daværende formand for Osteoporoseforeningen for at få bedre kendskab til sygdommen, og det trøstede mig lidt.

Jeg meldte mig ind i Osteoporoseforeningen, for at få så meget viden om sygdommen som muligt.

Hvilken behandling skal jeg vælge?

Efter jeg havde fået diagnosen, fortsatte jeg med smertestillende medicin, men efter et år bad jeg min læge om en ny skanning. Kan der være fejl ved en måling af knogletætheden, tænkte jeg. Taber jeg så meget knoglemasse, så det er nødvendigt med knoglemedicin? Men der var ingen tvivl hos osteoporoselægen, og vi blev enige om, at jeg nok ville have det bedst med at tage behandling med bisfosfonater.

Jeg er glad for, at jeg ikke valgte behandling med hormoner, for i dag anbefaler man ikke at behandle knogleskørhed med hormoner pga. af undersøgelser, som har gjort opmærksom på visse bivirkninger ved behandlingen, f.eks. øget risiko for at udvikle brystkræft mm. I dag findes der mange mediciner, som dels kan standse afkalkningen og genopbygge knoglerne, og hvor eventuelle bivirkninger ikke er så farlige som ved hormonbehandling.

Bisfosfonater

Jeg har nu været i behandling med bisfosfonater i 15 år, og min knogletæthed er næsten normal for min alder, men jeg skal fortsætte behandlingen for ikke at få tilbagefald. For et par år siden fik jeg en del hoste, og lægen mente, det kunne skyldes medicinen. Derfor blev vi enige om, at jeg skulle have indsprøjtninger med bisfosfonater hver 3. måned.

Min mor havde vist også knogleskørhed

Jeg havde ellers aversion mod medicin. Min mor fik nemlig i mange år forskellige typer medicin, men meget kunne hun ikke tåle, og andet prøvede hun kun i kort tid, og der var tilsyneladende ikke noget medicin som hjalp hende. På trods af mange år med sygdom blev hun 86 år, de sidste år på plejehjem. Min mor fandt aldrig årsagen til hendes smerter. Hun døde i 1990, og dengang var det ikke så let at blive undersøgt for osteoporose, men i dag er jeg næsten sikker på, at hun havde osteoporose. Min mors søstre gik også foroverbøjet og havde smerter. Birgittes historie: Del 2.