Ferie & rejser

Patient viden: Uanset om man har knogleskørhed eller ej, er der altid mange ting, man skal have styr på inden en rejse. I mange tilfælde er sygdommen ingen hindring for, at du kan rejse afsted som alle andre, men du skal alligevel være ekstra opmærksom på visse forhold.

Forsikring og kronisk sygdom

Hvis du har en kronisk sygdom, er der begrænsninger for dækningen fra den offentlige rejsesygesikring (det gule sygesikringsbevis) og private rejseforsikringer, hvis du får behov for læge- og sygehusbehandling under en rejse i udlandet.

Du får ikke dækket dine udgifter, hvis man på afrejsetidspunktet med rimelighed kunne forvente, at sygdommen ville medføre et behov for behandling under udlandsopholdet. Kontakt derfor i god tid inden afrejsen den offentlige rejsesygesikring og/eller dit rejseforsikringselskab og hør om, hvorvidt og hvordan du er dækket.

Forhåndstilsagn

Hvis du ikke er dækket på normale vilkår, kan du søge om at få et forhåndstilsagn. Det betyder, at du omfattes af rejsesygeforsikringen eller den private rejseforsikring for den specifikke sygdom, forhåndstilsagnet handler om.

Forhåndstilsagnet afgøres ofte først indtil få uger før rejsetidspunktet. Overvej derfor dit behandlingsbehov, inden du bestiller rejsen. Det kan også være en god idé at spørge rejseselskabet om hospitalsstandarden på rejsemålet.

I ansøgningen skal du bl.a. opgive rejsemål samt afrejse- og hjemkomstdatoer, mens din læge skal oplyse om bl.a. diagnose, behandling og relaterede sygehusindlæggelser inden for de sidste to måneder før afrejsen.

Du skal selv betale de udgifter, der er forbundet med, at lægen skal sende oplysningerne til den offentlige sygesikring eller det private forsikringsselskab.

EU's blå sygesikringsbevis

Modsat det gule sygesikringsbevis dækker EU's blå sygesikringsbevis læge- og sygehusbehandling i udlandet, hvis du skal behandles for en kronisk sygdom. Dog forudsættes det, at du rejser indenfor EU, og at behovet for behandling opstår under selve opholdet. Du kan få udstedt det blå sygesikringsbevis af kommunen.

Nye regler for det gule sygesikringsbevis

Den 1. januar 2008 gælder der i øvrigt nye regler for den offentlige rejsesygesikring. Dækningsområdet indskrænkes og dækning af udgifter til hjemtransport bortfalder (dog ikke fra Grønland og Færøerne).

Læs mere om rejsesygeforsikringDanske Regioners hjemmeside

Flyrejsen

Fra 2008 har handicappede ifølge EU-regler ret til gratis hjælp, fra de træder ind i hjemlandets lufthavn, til de forlader lufthavnen i opholdslandet.

Hvis du er fysisk begrænset, er det vigtigt, at du fortæller det til rejseselskabet, når du bestiller din flybillet. Mange rejseselskaber yder nemlig allerede nu hjælp. Du kan fx få udleveret en kørestol ved check-in skranken, blive fulgt til gaten, hjulpet op af trapperne, få ekstra benplads i flyet og blive hentet og bragt de steder du skal, når du lander.

Flydende medicin i håndbagagen under flyrejser

Får du flydende medicin, så vær opmærksom på reglerne for at tage det med i flyet. Medicin fremstillet som væske er undtaget fra reglerne for væsker i flyhåndbagage. Det vil sige, at du gerne må tage flydende medicin med i en større mængde end 1 deciliter pr. beholder.

Du er heller ikke begrænset til, at beholderne skal være i en gennemsigtig pose. Men du skal kunne bevise, at det rent

faktisk er medicin, du har med. Du kan medbringe:

  • Den flydende medicin i den originale og ubrudte pakning

  • Recepten – få den med fra apoteket

  • Kassebon for køb af medicin

Ovenstående regler for håndbagage gælder indenfor EU, men krav til dokumentation for medicinens ægthed kan være forskellige i andre lande. Tjek derfor hos rejselandets ambassade. Flyver du fra lufthavne i andre EU lande, kan du også blive bedt om en lægeerklæring på engelsk med oplysning om hvilken medicin, du bruger.

Læs mere om håndbagage på Statens Luftfartsvæsens hjemmeside

Røntgenbillede og lægeerklæring Det er en god idé at medbringe et røntgenbillede, hvis du har indopereret proteser af metal. Så kan lufthavnspersonalet se, hvorfor metaldetektoren bipper, når du går igennem den.

Medbring også en lægeerklæring på engelsk, hvor der står beskrevet, at du har knogleskørhed.

Pillepas

Et pillepas er en medicinattest, der skal medbringes, hvis man rejser til en række Schengen-lande og skal have medicin med, som indeholder euforiserende stoffer. Pillepasset er et bevis på, at den medbragte medicin er til eget forbrug. Fx kræver sovemedicin og stærk smertestillende medicin et pillepas.

Pillepasset fås gratis på apoteket. Du kan læse mere om pillepassetSundhed.dk

DSB ledsagerkort

Med et DSB ledsagerkort kan du - indenfor Danmarks grænser - få en ledsager gratis med på togturen, eller du kan selv få rejsen til halv pris.

Du kan ansøge om ledsagerkortet ved at udfylde et skema på hjemmesiden for Invalideorganisationernes Brugerservice. Her kan du også læse om andre fordele og rabatordninger, som du har mulighed for at søge.

h2>En hjælp til ferien Hvis du har fået bevilget en hjælpeordning gennem kommunen, kan du få døgnhjælp 2 uger årligt. Du kan evt. få en hjælper med på din ferie, hvis du har brug for det.

Hotellet

Det er en god idé selv at søge information om tilgængeligheden på hotellet, fx:

  • Er det nemt at komme rundt og er der elevator?

  • Er dørene er tunge?

  • Er sengens højde passende? - osv.

Du kan finde information på hotellets hjemmeside, eller du kan kontakte hotellets personale via mail eller telefon med yderligere spørgsmål.

At rejse med en kronisk sygdom

Læses lige nu

amgen
gsk
novartis
Sponsorer på Osteoporosedoktor.dk støtter uafhængig viden

Mest læste