Medicintilskud
Patient viden: Hvis du er osteoporosepatient, kan du få enkelttilskud eller kronikertilskud til din medicin. Det er din læge, som skal søge om tilskuddet. Få hjælp og vejledning i denne artikel.
Enkelttilskud
Sygesikringen giver automatisk (også kaldet 'generelt') tilskud til en del typer receptpligtig medicin – men osteoporosemedicin er ikke dækket af det generelle tilskud.
Er du osteoporosepatient, skal du derfor individuelt søge om tilskud til at få dækket dine medicinudgifter – det kaldes også ’enkelttilskud’ til medicin.
Reglerne for økonomisk tilskud til medicin er meget indviklede. Tilskuddets størrelse er ikke afhængig af hverken formue eller indkomst. Bevilliges du tilskud, får du tilsendt et brev med en blanket fra Lægemiddelstyrelsen, som du skal tage med på Apoteket.
Hvem laver ansøgningen?
Det er lægen, som skal søge om enkelttilskud hos Lægemiddelstyrelsen. Lægen beskriver dit sygdomsforløb og Lægemiddelstyrelsen vurderer på baggrund af disse oplysninger, om der er grundlag for tilskud. Nogle læger tager gebyr for at ansøge om enkelttilskud - speciallæger gør ikke.
Hvad kan jeg få tilskud til?
|
Enkelttilskudsberettiget medicin |
Betingelser: |
|---|---|
|
PTH og teriparatid - anabol behandling (knogleopbyggende behandling). |
§ Kvinder efter overgangsalderen eller mænd over 40 år, hvor T-score § Kvinder efter overgangsalderen eller mænd over 40 år med to eller flere lavenergibrud i ryggen inden for de seneste 3 år. |
|
Bisfosfonater, SERM og strontium - antiresorptiv behandling (nedbrydningshæmmende behandling). |
§ Personer med lavenergibrud i hofte og/eller rygsøjle som følge af knogleskørhed. § Personer med mindst én risikofaktor for knogleskørhed og hvor T-score § Personer der er eller skal i behandling med binyrebarkhormon i en dosis svarende til mindst 5 mg prednisolon i døgnet i mere end 3 måneder og hvor T-score |
Tilskuddet gælder med tilbagevirkende kraft
Har du købt din medicin, inden bevillingen om tilskud er gået igennem, kan du senere få refunderet tilskuddet på apoteket. Det kræver, at du gemmer dine kvitteringer for den indkøbte medicin og tager dem med, når du henvender dig på apoteket.
Hvornår får jeg svar på min tilskudsansøgning?
Lægemiddelstyrelsen svarer som hovedregel inden for 14 dage, men der kan i nogle tilfælde gå op til 2 måneder, hvis ansøgningen kræver en særlig vurdering.
Du får besked med posten ligesom apoteket kan se din bevilling om tilskud i CTR (Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister). Bevillingen gælder principielt resten af dit liv. For PTH og Teriparatid dog kun 2 år.
Hvor meget tilskud får jeg?
Tilskuddets størrelse afhænger af, hvor stort dit medicinforbrug er, dvs. at jo mere medicin du har brug for, og jo længere tid du har brug for medicinen, des mere i tilskud får du. Det er Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister, CTR, der registrerer dit medicinforbrug. Apoteket rapporterer tilskudsprisen til CTR, hver gang du køber medicin med tilskud.
Tilskuddet beregnes ud fra den billigste pris
Når apoteket skal beregne tilskuddets størrelse bruger de i mange tilfælde en referencepris, der er et gennemsnit af de to billigste priser inden for samme type medicin. Det vil sige, at hvis du vælger en dyrere medicin, bliver tilskuddet til din medicin stadig beregnet ud fra en lavere pris.
Opret din egen medicinprofil
Du kan få overblik over din medicin, hvad du er berettiget til af tilskud og meget mere, ved at oprette en medicinprofil her Medicinprofilen eller logge på Sundhed.dk med din digitale signatur.
Kronikertilskud
Er man kronisk syg eller blot syg i en længerevarende periode, har man ofte meget store udgifter til medicin. Derfor har Lægemiddelstyrelsen lagt loft over, hvor meget medicinudgifterne må løbe op på.
Hvis dine udgifter til medicin ser ud til at overstige 15.577 kr. (2009) om året, kan din læge ansøge om kronikertilskud. Normalt får man tilskud, hvis ansøgning er lægefaglig velbegrundet, og hvis du har et varigt medicinbehov.
Hvad kan jeg få tilskud til og hvor meget tilskud kan jeg få?
Får du bevilliget kronikertilskud, betyder det, at du maksimalt skal betale 3370 kr. om året. Herefter dækker bevillingen 100%.
Alle slags tilskudsberettiget medicin er dækket af bevillingen, dvs. både medicin med automatisk tilskud fra Sygesikringen og den medicin, som du har enkelttilskudsbevilling til.
Du skal købe den billigste medicin
Det er et krav, at du altid køber den billigste medicin, ellers skal du selv betale prisforskellen mellem den billigste og den dyreste medicin.
Hvordan virker bevillingen om kronikertilskud?
Når du har en kronikerbevilling får du 100% i tilskud til tilskudsberettiget medicin, så din egenbetaling ikke overstiger 3370 kr. (2009).
De fleste kronikerbevillinger gælder i 5 år. Lægen skal altså først søge igen, når bevillingens udløbsdato nærmer sig.
Hvornår får jeg svar?
Lægemiddelstyrelsen svarer som hovedregel inden for 14 dage, men der kan i nogle tilfælde gå op til 2 måneder, hvis ansøgningen kræver en særlig vurdering. Du får besked med posten ligesom apoteket kan se din bevilling om tilskud i CTR (Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister).
Læs mere om kronikertilskud på Laegemiddelstyrelsens hjemmeside.
Spørgsmål og svar om tilskud
Se de mest typiske spørgsmål og svar om medicintilskud på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.
Opret en medicinprofil
Du kan få overblik over din medicin, hvilke tilskud du er berettiget til og meget mere, ved at oprette en medicinprofil på Medicinprofilen



