Ikke-påvirkelige faktorer

Patient viden: Risikoen for knogleskørhed afhænger også af ikke-påvirkelige faktorer, som f.eks. arv, køn, alder og etnisk baggrund.

Selv om man ikke kan ændre på de ikke-påvirkelige risikofaktorer, er de vigtige at kende. Det er nemlig vigtigt, at du informerer lægen om dem, ved en evt. samtale i forbindelse med knogleskørhed.

Tilhører du en af de følgende kategorier, er det en god idé, at du konsulterer din læge og evt. bliver henvist til en knogle-skanning.

Overgangsalder før 45 år

Efter overgangsalderen har kvinder en mindsket produktion af kønshormonet østrogen, som beskytter mod afkalkning af knoglerne. Starter overgangsalderen tidligt (før 45 år), starter afkalkningen af knoglerne derfor også tidligt, og kvinden får derfor en øget risiko for osteoporose.

Kvinder, som ryger, kommer i gennemsnit 2 år tidligere i overgangsalder end kvinder, der ikke ryger.

Familie med osteoporose (far, mor, søskende, børn)

Hvis én i din familie har osteoporose siger man, at du er ”arveligt disponeret” for osteoporose. Man kender endnu ikke de præcise arveanlæg (gener), som medfører osteoporose. Formentligt er der mange gener, som hver især har en lille betydning, men som i uheldig kombination kan medføre sygdommen. Er der én i din nærmeste familie (dvs. far, mor eller søskende), der har osteoporose, har du derfor øget risiko for selv at udvikle osteoporose.

Selvom et familiemedlem har osteoporose, betyder det ikke, at du ikke selv kan gøre noget for at forebygge sygdommen. Sygdommen afhænger også af andre faktorer, fx rygning, motion og kostvaner, som du selv kan påvirke. Læs om livsstil.

Tab af legemshøjde

Skal du pludselig bruge en stol, en skammel eller en stige for at nå ting, som du før har kunnet nå fra gulvet, så er det muligt, at du tabt legemshøjde. Dette kan være et tegn på, at dine ryghvirvler er faldet sammen. Rygsammenfald opleves meget forskelligt fra person til person og giver ikke altid stærke smerter. Ved røntgenundersøgelse kan det afklares om du har sammenfald i ryggen.

Køn

Kvinder har større risiko for osteoporose end mænd. Det skyldes, at kvinder som regel har et mere spinkelt skelet end mænd, og derfor en lavere knoglemasse.

Spinkel kropsbygning

Fedtvævet medvirker til dannelsen af det kvindelige kønshormon (østrogen), som har betydning for opbygning og vedligeholdelse af knoglemassen. Spinkle kvinder, som har mindre fedtdepoter, har derfor også mindre mængder af kønshormon og har større risiko for osteoporose.

Etnisk baggrund

Kvinder i de nord-europæiske lande har en øget risiko for at udvikle osteoporose og få knoglebrud, end kvinder fra f.eks. Middelhavsområdet og Afrika. En af grundene er, at kvinder i de sydlige lande danner mere D-vitamin i huden på grund af mere sollys.

Kvinder, som går tildækkede, og derfor ikke danner optager sollys gennem huden, bør sørge for at dække deres behov for D-vitamin via kosten eller via vitamintilskud. Næsten alle kvinder fra middelhavslande, Mellemøsten og Afrika mangler D-vitamin.

Læs om hvordan lægen stiller diagnosen knogleskørhed.

Læses lige nu

amgen
gsk
novartis
Sponsorer på Osteoporosedoktor.dk støtter uafhængig viden

Mest læste