Lavenergibrud
Sundhedsfaglig viden: Lavenergibrud kan ses i alle knogler, men optræder hyppigst i underarmen, overarmen, rygsøjlen og lårbenshalsen. Kun lavenergibrud i rygsøjlen og lårbenshalsen kan klinisk anvendes til at stille diagnosen osteoporose.
Rygsøjlen
Da et lavenergibrud i columna er diagnostisk for osteoporose, bør du være særlig omhyggelig med at afklare, om din patient har haft et sådant.
Du bør klinisk mistænke brud/sammenfald i ryggen ved:
-
Rygsmerter
-
Øget thorakal kyfose
-
Højdereduktion
-
Øget abdominalomfang
Brud eller sammenfald kan opstå akut med stærke smerter, men kan også opstå ganske langsomt over flere år uden særlige smerter.
Har du mistanke om sammenfald/brud i ryggen henvis til:
-
Røntgen: Man kan måle højdereduktionen af corpus vertebrae på laterale røntgenbilleder. Du bør få lavet røntgen af både thorakal og lumbal columna. Klik dig videre til røntgen.
-
DXA-skanning: Nogle DXA-maskiner kan også måle højden af corpora, hvorfor undersøgelsen kan foretages samtidig med måling af mineralindholdet (VFA-måling). Klik dig videre til DXA-skanning.
Lårbenshalsen
Da et lavenergibrud i femur er diagnostisk for osteoporose, bør du være opmærksom på om din patient - hvis udskrevet efter hoftebrud - er blevet undersøgt og kommet i behandling.
Hvis ikke, kan du overveje at henvise patienten til en DXA-skanning.
Andre knoglebrud
Har din patient haft lavenergibrud i andre knogler end femur og columna, bør du henvise til DXA-skanning.
Følgende brud er i høj grad associeret til osteoporose:
- Underarmsfraktur
- Humerusfraktur
- Costafraktur
- Os sacrumfraktur
Er der tale om lavenergifraktur?
Vær opmærksom på at bruddet skal være opstået spontant, f.eks. ved dagligdags aktiviteter eller ved fald på samme niveau.



